STØTTET AF

MADKULTUREN

VIDENSPARTNER

MAD Foodcamp 2011

 

TAK TIL ALLE GÆSTER PÅ MAD FOODCAMP 2011!

I 2013 vil det internationale symposium blive gennemført d. 25. og 26. august på Refshaleøen. Læs mere her.

MAD Foodcamp blev gennemført d. 27.-28. august 2011 på Refshaleøen i København. Festivalen var en fejring af sæsonen, høsten og maden i vores region. Temaet var planteriget.

Festivalen foregik udendørs på en 55.000 kvadratmeter stor halmballe-indhegnet græseng på Refshaleøen, hvor gæsterne bl.a. kunne opleve en stor markedsplads med en overdådighed af mere end 400 sorter af grøntsager, frugter, bær, spirer, svampe og urter, og temaområder der bød på bazaaragtige tilbud af oplevelser, aktiviteter og handlemuligheder. Gæsterne kunne deltage i spontane mad-demoer, overvære konkurrencer som DM i hø og indslag fra Rundballerne, hvor toneangivende producenter og madpersonligheder i bedste Hyde Park speakers corner-stil tog ordet for en kort stund.

Pladsen rummede også det internationale symposium Planting Thoughts, der særligt henvendte sig til kokke og andre fagfolk, med deltagelse af en række af verdens førende køkkenchefer og madfolk med store vegetabilske bedrifter på samvittigheden.

Baseret på en idé af René Redzepi, er det nomas grundlæggere Rene Redzepi og Claus Meyer, der sammen med den nystiftede organisation Food Organisation of Denmark [FOOD] er initiativtagere til MAD Foodcamp, der i 2011 havde René Redzepi og Claus Meyer som kuratorer for henholdsvis det internationale symposium og festivalpladsen.

Det var initiativtagernes ambition at MAD Foodcamp 2011 skulle være en begivenhed der kunne plante nye tanker hos sine deltagere og gæster. Og manifestere sig som sådan fremadrettet. En tilbagevendende sammenkomst, midt i naturen, der hver gang overrasker og begejstrer i form og indhold, men som aldrig svigter den bærende idé om at bønder, fødevareproducenter, kokke, tænkere  og madelskere i alle aldre møder hinanden i øjenhøjde og skaber nye muligheder og bedre løsninger sammen.

Efter afviklingen, er hovedkonklusionen at MAD Foodcamp 2011 var en deltagelsesmæssig og indholdsmæssig succes, og lever op til ambitionen om at gøre festivalen til en blivende begivenhed. Og det til trods for, at festivalen blev ramt af en regnstorm ved festivalens start og dårligt vejrlig løbende under festlighederne.

Tilbagemeldinger fra såvel publikum og udstillere har været positive, og der udtrykkes ønske om en fortsættelse og videre-udvikling af festivalen.

Der var totalt 7.313 gæster på festivalpladsen i løbet af weekenden d. 27.-28. august. Heraf 2.946 om lørdagen og 4.367 om søndagen.

Det internationale symposium, Planting Thoughts, var en stor succes og såvel verdenspressen som profiler på den internationale madscene har været optaget af og glade for begivenheden. Deltagerlisten vidner om, at der var mange vigtige profiler som kom og deltog i symposiet.

På baggrund af premieren i 2011, arbejdes der på en gentagelse af festivalen, men vi kan endnu ikke sige hvornår.